Grønland 

Side 1     Side 2    Side 3    Side 4    Side 5    Side 6    
Side 7    Side 8    Side 9        Naturfoto   Kort

Glimt fra en bygdelærers dagbog
Side 8

Ufatteligt som tiden går, - en skulle tro, der var oceaner af tid til al ting, men det er der bare ikke, især ikke, når man holder sig i gang, - især har vores projekt omkring ilulissat taget rigtig meget tid, men - kvalitetstid.

Det betød ikke, at pinsen ikke kunne nydes, - de første par dage var vejret bare rigtig kedeligt gråvejr, men endelig kjlarede det op, og selvom det var lidt koldt kunne vi sidde ude og stege dejligt sælkød. Det er altid så hyggeligt, for så finde man sammen og hygger sig. jeg er så heldig, at jeg har nogle velegnede klipper ved gavlen, hvor der også er læ, så det udnyttede vi. 


Der steges sælkød

Dejligt samvær

Tilbage i hverdagen havde vi nu skole/hjemsamtaler og udlevering af karakterbøger, en hyggelig stund med elever og forældre, - og jeg følte det rigtig rart, at jeg denne gang havde haft elevsamtaler, der kunne danne grundlag for en god snak.

Så kom d. 19. maj dagen , hvor vi skulle rejse til Ilulissat, - troede vi - men der havde lagt sig en tæt tåge over hele Vestgrønland, så al flyvning var indstillet, - vi stod stand by helt til kl. 18.00 , - men der var intet at gøre. IMMAQA (måske) i morgen.

Vi mødtes på skolen fredag morgen til briefing og til en snak om, hvad vi skulle og ikke mindst få kontaktet dem, vi havde aftaler med, så de kunne ændres, - hvilket rent faktisk blev gjort 2 gange denne dag, - for vi kom IKKE afsted., vejret her var flot, men Ilulissat var hyldet ind i tåge, så ingen maskiner kunne lette eller lande. Det var noget af en prøvelse for eleverne, - de glemte næsten de var grønlændere og vant til det. Men IMMAQA lørdag.

Så blev det lørdag og der var en spændt forventning, men der ville ikke være nyt før efter kl. 14.00. Kl. 14.15 ringede Astrid, så er det nu, - og alle blev samlet på få minutter og kom af sted til lufthavnen. der var jubel, det var ganske vist.
Endelig lettede vi kl. 16.00 med kurs mod Ilulissat, hvor det efter et par forsøg lykkedes at lande.

Vi skulle bo i Ilulissat Hallen, hvor der er  indkvartering, men på grund af håndboldmesterskab, var der lidt plads, så vi blev indlogeret i motionsrummet på nogle feltsenge, - hvilket elverne absolut ikke var kede af. 


Her boede vi

Svend på konditur

Jonas kan bare det dér.

Hvor mange kg vides ikke

Næste dag, hvor det var søndag havde vi besluttet, at vi ville lege turister i Ilulissat, hvilket man fint kan selvom man er grønlænder, der er meget at opleve. Det første sted vi besøgte var Knud Rasmussens Hus, hvor eleverne fik udleveret et ark, som orienterede dem om Knud Rasmussen og stedet. Det var for alle eleverne noget af en god oplevelse, de vidste ikke, at det kunne være så spændende, - og vi brugte en rum tid i museet, hvor der blev læst og og kigget billeder og udstillede fugle og dyr.. 


Knud Rasmussen

Der studeres flittigt

Maler af Knud Rasmussen

Uden for kiggede vi hen forbi jordhytten, hvor Knud Rasmussen også havde været. Den har i dag har en flot indgangsportal og den gamle brønd og klokke er velbevaret. Det var spændende at se, hvordan det har 
set ud en gang.


Hvalskelet som indgang til hytten

Brønden og klokken

Vi fortsatte nu ned mod Isfjorden, som jo i dag er en del af Unescos  Natur Verdensarv, ( se www.ilulissat.gl)- for hernede ligger Sionskirken.


Sionskirken med sygehuset bag ved

Vi gik ind i den ufattelig smukke kirke, som er meget enkel og alle farver holdt i gult og grønt, det virker meget, meget smukt og altertavlen var ligeledes meget smuk. men vi var også imponeret over tavlen med navne på alle de præster, der havde været der igennem tiden , bl. a hans Egedes søn Poul. 


Skibet i Sionskirken

Altertavlen

Vi fortsatte vores vandring op gennem byen, hvor vi havde besluttet, at vi ville finde Jørgen Brøndlund inden vi gik hjem. Vi fandt ham stående ved på det lille torv ved siden af " brættet" 
( Stedet, hvor man kan købe fisk og sælkød ).


Jørgen Brøndlund

Eftermiddagen skulle bruges til en lille travetur -  troede vi- ud til Sermermiut,( Bopladsen ved Bræen) som er en gammel boplads, der kan spores helt tilbage til 2500 før Krisi Fødsel. Der har boet folk til slutningen af 1850 erne. På hele området kan man finde hustomter og gamle inuitgrave, fordi efter god grønlandsk skik sløjfer man ikke et gravsted. 


På tur i Sermermiut

Kun 2 km......troede vi

Turen blev noget af en oplevelse ikke blot på historiefortælling, men bestemt også som travetur. Idet der på denne årstid er et rimeligt tøbrud, så der findes et utal af små vandløb, der skal forceres, - og der, hvor der stadig ligger sne, er det blødt, så man synker i til op over knæene, så det var noget af en udfordring ikke blot for eleverne, men - (også for en gammel kone som mig). Men så var der gode fortællerpauser og skilte der skulle læses undervejs og ikke mindst tid til at nyde den smukke Isfjord. 


Vejledning læst på dansk, grønlandsk og engelsk

Isfjorden

Efter en masse små omveje og forcering af mange forskellige små bække og snelag, 
nåede vi frem til målet ved Kløften.


Målet

Kløften

Efter en god pause, hvor der blev drukket the og kaffe og spist medbragt æbler og tømt sko for vand, kunne vi begive os tilbage mod byen. Det var sjovt for alle, og vi blev bedre til at finde de rette steder at komme over. Pludselig stod vi ved en inuitgrav, hvor man ved at kigge ned i revnerne ved de lidt sammensunkne sten kunne se, skelettet, - hvor især hovedet var intakt. 


Uberørt gravsted

Efter næsten 3 timers traven nåede vi frem til byen igen, - og det var der flere, der var glade for, for så kunne de skifte fodtøj og få tørre strømper. Jo læreren havde sagt, at de skulle tage fornuftigt fodtøj på....men når man ikke vil lytte, må man føle.

 

Tilbage til forrige side       Til side 9