Aasiaat
side 1

side 1   side 2   side 3    side 4   side 5   side 6

Som i alle ved, så er jeg d. 12. august 2005 flytte til Grønlands 4. største by Aasiaat  - og det har været noget af en omvæltning at komme fra en lille bygd med store vidder til en by med oceaner af biler og husblokke og lang afstand. I ægte grønlandsk stil blev starten næsten som den plejer at være:

Jeg ankom fredag eftermiddag, hvor viceren tog imod efter en kort rundgang og orientering, 
- så var det weekend.

Jeg kendte da godt nok nogen her, men hvor boede og var de- det viste sig at Dorte en gammel elev fra Qaarsut var rejst til Uumannaq og – de andre ??? Det var sådan lidt tungt at forholde sig til.

Men nu var det jo bare om at indpasse sig, jeg havde godt nok fået tildelt en bolig ude i den anden ende af byen 1 times gang fra min arbejdsplads, -  som  jeg på grund af weekend ikke fik at se, - og mine møbler var endnu ikke kommet – og det fra Qaarsut var slet ikke sendt afsted endnu, - så jeg flyttede ind på Obsafdelingen,hvor mit fremtidige virke er.

Lørdag gik jeg ned for at proviantere, - og hvor ufatteligt det end var og i ægte ”sporløs” – så blev jeg ”fundet” af Tine og Ludvig. Det var en god ting. Tine har jeg kendt fra hun var barn, hun var datter af mine grønlandske bekendte, så det var nærmest eventyrligt. Jeg blev inviteret på spisen og radiobingo, - og så var min mit indtog i Aasiaat gjort.

Om mandagen var jeg på boligkontoret, - og det viste sig, jeg egentlig fik en anden lejlighed blot en ½ times gang fra skolen, det var jo fint nok, men den kunne jeg først flytte ind i 1. september, så nu vidste jeg, havde jeg skulle forholde mig til.

Det var en god ting, at jeg kunne spise ind imellem på sømandshjemmet, som i den tid nærmest var mit ”andet hjem”. Det bestyres af et rigtig sødt og hyggeligt ægtepar fra Salling .Lis og Anton.

Det var nu godt at have tid til at vænne sig til tanken, for det var sådan en lidt underlig fornemmelse at skulle til at bo i blok i en lille lejlighed, når jeg kom fra et stort hus med en skøn natur omkring mig, 
men sådan er det i byerne.
Til alt held hvad min lejlighed havudsigt og blokken, jeg skulle bo i, fik jeg at vide var en rolig blok uden larm, så det var ok. Lejligheden var på knap 50 kvm. så det var lidt spændene de ,hvordan jeg skulle få mig stuvet sammen der. Det ville tiden vise.


foto:aasiaat002         Blok 14

foto:aasiaat003          Blokbagsiden

foto:aasiaat015         Skolen

foto:aasiaat013         Min hule

 


foto:aasiaat005      Bybussen

foto:aasiaat006            Byen

foto:aasiaat008        Havnen

foto:aasiaat010          Industri

 


foto:aasiaat009

foto:aasiaat012        Kongefamilien

foto:aasiaat016       Skulptur

foto:aasiaat014         Pissifik Butikken

 


foto:aasiaat018         Udsigt

foto:aasiaat019           Udsigt over havnen

foto:aasiaat001          Afgang

foto:aasiaat007        Bærtur

 


foto:aasiaat011       Kaffepause

foto:aasiaat017       Solnedgang

foto:aasiaat004      Brættet

Min arbejdsplads Ado Lyngep Atuarfia er beliggende i det gamle børnehjem, der blev nedlagt omkring 1982, - og i stedet blev der indrettet kostskole for unge fra 15 år og op  med indlæringsproblemer og lettere handicaps. De kommer fra hele Grønland, - og der er plads til 13.
Min afdeling –Obsafdelingen er en selvstændig afdeling, der fysisk er beliggende på 1. salen i kontor og udslusningsafdelingen.
Mit arbejde her består sammen med en grønlandsk dobbeltsproget socialpædagog at modtage børn i alderen 3- 10 år , der på grund af sproglige,indlæringsmæssige og adfærdsmæssige problemer er visiteret hertil til nærmere undersøgelse og observation.Vi har omkring 10-12 inde om året

Børnene kommer her fra  8 – 12 dage (afhængig af transportmulighederne) og i den periode bliver de testet og observeret for at afdække problemet og også gerne finde årsag til det, så der kan laves de rigtige foranstaltninger, så de kan få et værdigt liv , et godt skoletilbud og en chance for at komme videre.


foto 01  Selvom jeg var i Qeqertarsuaq (Godhavn) for at holde kursus, blev der også tid til et par dejlige aftenture på
snescooter

foto 02  Qeqertarsuaq ligger på Diskoøen, som er ufattelig smuk, og minder en del om Island. 

foto 03  I november måned blev der holdt gudstjeneste på dansk af den grønlandske præst.

foto 04   På vej til kirkekaffe på Sømandshjemmet

foto 05   Det var fint vejr, om end lidt mørkt kl.14.00

foto 06   Men 2 timer senere så det sådan ud. Et blik fra Sømandshjemmet ud over havnen

foto 07   Julen blev sunget ind omkring det hyggelige kaffebord


foto 09   I ægte grønlandsk stil, så var der også nisser med.


foto 08  Juletræsfest på Ado Lyngep Atuarfia

1. september flyttede jeg ind og alle mine ting var ankommet, så jeg stod i kasser til lidt op over begge øre, men til alt held gav Tine og Ludvig mig en hånd den første dag. Men det lykkes da at få lidt styr på det. men det var lidt træls, at der faktisk ingen skabsplads var, så er det svært at pakke ud , og opdrive skabe i Aasiaat var umuligt, men så lykkedes det at finde nogen til en fornuftig pris ud far grønlandske forhold i Ilulissat.
De næste dage gik så efter arbejdstid at få indrettet en hule, jeg kunne trives i. det værste var at samle computerbord, det tog bare 10 timer, men det lykkedes. Så i dag er min hule til at leve i.

En stor glæde var det, at da min skabe kom fik jeg besøg af Martha og Kristoffer (Qaarsut), så jeg fik god hjælp til at få det sidste på plads og få samlet skabe.

Endelig alt på plads og hverdagen er ved at finde sin faste rytme, hvilket er helt rart.Jeg har sågar vænnet mig til at gå den lange vej til skole, så også det fungerer. Nej jeg er ikke blevet ”en streg i luften”.

Min arbejdsdag er som alle andre læreres, men jeg bruger alligevel 8 timer på afdelingen også når vi ikke har børn inde, - men det er nok lige i overkanten, det finder jeg nok ud af. 

Her i sensommeren oplevede jeg at komme både med ud at ordne sæl på en lille ø uden for Aasiaat og ud at plukke bær. Det er skønt sådan at komme ud at sejle, det nyder jeg virkeligt.

I Efterårsferien var jeg så en tur i Qaarsut, det var bare rigtig dejligt. Det var en god oplevelse at mange modtog mig, som jeg var savnet, det er en rar fornemmelse. Vi havde nogle rigtige hyggelig dage, - og jeg fik masser af grønlandsk mad, hvilket er lidt svært at få i ”storbyen” Aasiaat.

Der er en stor butik i Aasiaat, den har som regel rimelig med varer, men…. – og på ”Brættet” kan man som oftest kun købe ”torsk”, sælkød og rensdyrkød. Der har dog også været kød fra både pukkel – og grindehval og moskusokse, men ikke så meget.

Det var derfor skønt, da jeg skulle ud på Diskoøen til Qeqertarsuaq (Godhavn) og holde kursus for en gruppe medarbejdere, der arbejder med en pige, der har Rett syndrom, - hvilket jeg tidligere har beskæftiget mig en del med. Herude var der både hellefisk og tørret hellefisk , - så det var en svir.

Da der også blev tid til rundtur på snescooter med lederen Anni, så var det helt i top, - og jeg nød at være der, - og glæder mig til, jeg skal derover igen.

Fra mit arbejde har jeg været en tur i Sisimiut, hvilket også var ret spændende. Sisimiut er jo også en storby nok den 2. største, men den føltes ikke så stor. Men det kan skyldes den måde, den er bygget op på.

Turen gik også til en meget lille by Kanngatsiaq, som er en by, men meget meget lille – jeg vil sige nærmere en stor bygd. Det var et dejligt sted, vor jeg fik oplevelsen af at spise verdens bedste fiskesuppe hos inspektørparret. I skrivende stund kan jeg næsten smage den lækre suppe. Den bestod af alt mulig godt fra havet, såsom, hellefisk, rejer ,krabber og jeg ved ikke hvad.

I november var der også dansks gudstjeneste, det var rigtig hyggeligt bortset fra det nærmest er umuligt for danskere at synge til grønlandsk orgelmusik, fordi det går så langsomt. Det er ikke fordi grønlænderne ikke kan synge hurtigere, men kirkens salmer er langsomme et levn fra Hernhuternes tid. Men det lykkedes og bagefter var der hyggelig kirkekaffe på sømandshjemmet.

Så blev det december, - og i alle vinduer kom der i denne mørke tid lys i alle mulige farver. Der var lyskæder, levende lys, julestjerner med lys og julelysestager og levende lys, - der kom bare lys. Det var skønt i den mørke tid. Så går december lettere

En ting der var med til, at det også blev hyggeligt var en adventsøndageftermiddagssammenkomst på sømandshjemmet, hvor alle vore gode gamle traditionelle julesange blev sunget. Musikken jo den var helt i top, for Hans spillede til.

Kostafdelingen blev da også pyntet op efter alle kunstens regler og der blev holdt en hyggelig juletræsfest, hvor selv de små nisser deltog. Juleferien tilbragte jeg i Danmark. Men med de snemasser var der ikke den store forskel på Grønland og Danmark 
udover jeg frøs.

2006


foto 10   Så blev det d. 13 januar. Den dag hvor solen skulle vende tilbage. Hvor der i Aasiaat er tradition for at gå op på fjeldet og hilse den velkommen med sang og taler. Men lige den dag var der en forrygende snestorm og koldt var det. Så den kom ikke frem. Men godt, så havde børnene medbragt den, - i sandhed en hel masse små sole.

 


foto 11   Alle kom fra Gymnasie, børnehaver, skole og....

foto 12  Der blev ved med at myldre små og store frem medbringende deres små sole.

foto 13   Men så lod den sig skimte næste dag. Billedet er taget op mod hallen, den store bygning bagved.

foto 14   Ud over fjorden den sig også, mod den nye bydel.

foto 15   Billederne taler næsten for sig selv

foto 16   Smukt.

foto 17   Smukt, smukt.

foto 18   Så er isen begyndt at lægge sig, så hundeslæderne er forsigtigt begyndt deres ture

foto 19   Og solen viser sig mere dag for dag.

Tilbage igen og hurtig i gang. Ja hverdagen gjorde hurtigt sit indtog og alt blev ved det, det skulle være. Vi fik det første barn ind allerede tirsdag.

D. 13. januar skulle solen så kl. 12.10 vende tilbage for en kort bemærkning, - men ak og ve, der var kulde og snestorm, så det var en meget, meget kold fornøjelse at trave op til fjeldet, hvor man efter alle traditioner samles for at synge den ind. Den kom nemlig slet ikke .men man siger jo universet består af mange små sole, - og de var der, - børnene havde klippet og tegnet små sole, som de havde i hænderne eller på deres tøj. Så joooo – solene så jeg da.

Men det var ingen fornøjelse, så alle var glade da vi kunne gå tilbage, og på skolen ventede kakao og ”solskinsboller”.

Nu bliver det næste højdepunkt, at jeg får besøg af min hjertesøster fra Danmark.

side 1   side 2   side 3    side 4   side 5   side 6